tirsdag den 15. april 2014

Flere afgrøder med optimeret såmønster

De traditionelle rækker er gode til ukrudtsbekæmpelse, men udnytter ikke pladsen optimalt. På et højbed kan du få op til 25 % flere afgrøder ved at ændre såmønster. 

Højbedet kræver andre principper end alm. køkkenhave
Kender man lidt til dansk landbrugshistorie, så ved man, at ideen med at så i lange rækker ikke er så frygtelig gammel. Men dengang var den banebrydende og lettede bøndernes kamp mod ukrudtet betydeligt.

Med rækkernes gode afstand kunne man bekvemt gå med et hakkejern og komme alskens ukrudt til livs. En smart løsning - især, når der var rigeligt med plads til at dyrke på.

Mange fordele med sekskanter

For os højbedsdyrkere er situationen lidt anderledes. Højbedet bruger det vertikale princip om, at planterne danner dybere rødder, når jorden er løs.
Tilnærmede hexagoner

Derfor kan planterne stå tættere uden at hæmme væksten hos naboplanten.Tætte planter bortskygger desuden ukrudtet og holder udtørringen af bedet nede.

Herudover fjernes ukrudt i den løse jord typisk med hænderne og ikke vha. et hakke- eller lugejern.

Rækkerne er med andre ord langt fra den optimale løsning for os.

Her er sekskant-mønstret langt bedre.

Sekskanter i teorien - ruder i praksis

For de helt nørdede bruges en trekant skabelon fx udskåret i pap.

Skabelonens størrelse passer med den anbefalede afstand mellem enkeltplanterne - som i øvrigt ofte er mindre i et højbed.

Jeg er langt fra så tålmodig, så jeg lægger et hønsenet over bedet og prikker hullerne i noget, der minder om et rude-mønster i stedet. Resultatet er nogenlunde det samme, men langt hurtigere i praksis.

Herefter lægges frøene i hullerne og tildækkes med en rive.

Jeg har tidligere haft stor succes med ovenstående og anbefaler virkelig at prøve ideen ad.

Hvad tænker I?